Det begyndte at gå galt cirka halvvejs inde i anden visning af 'Kandis for livet'. Jeg ville vise filmen for min mor, som elsker dokumentarer og den måde, hvorpå de kan give et indblik i andre menneskers liv. Vi er begge store fans af journalistiske personligheder som Søren Ryge, Johannes Møllehave og Anders Agger, der især er gode til at møde de mennesker, der lever på kanten, i øjenhøjde og med respekt. Den største forskel på os to er nok, at min mor ikke går lige så meget op i film som mig.
At påskønne filmens flotte håndværk – altså de spændende komponerede billeder, dygtige klipning og argumenterende dramaturgi – helt uden at sætte de store spørgsmålstegn er vidst kun noget os i letterboxd-segmentet kan finde ud af. Min mor ser lynhurtigt igennem filmens utallige iscenesættelser, der gjorde hende mere og mere mistroisk i løbet af filmen.
Jeg havde læst lidt om kritikken af filmen inden, om at Strøms rejse til Costa Del Sol var betalt af producenterne og at noget af Kandis-merchadisen var plantet af holdet. Det var selvfølgelig noget min mor let opdagede, mere provokeret blev hun af brødrene Fup, der på et tidspunkt danser rundt om et skinnende Nørrebro-plastic-juletræ med bemærkningen om, at sådan et slags træ ville de aldrig danse rundt om.
"Men hvad er der galt med at iscenesætte?" spørger jeg efter filmen og starter en spiel om, hvordan filmen frem for journalistik er et kunstværk, der gør pointer om døden, om det at knytte sig til noget for at komme igennem livet efter døden.
Mange af karakterne i filmen bliver igennem både håndværket og selve iscenesættelsen udstillet: En fan passer Kandis-Johnnys afdøde kones grav, fortæller han tydeligt berørt. Vi klipper til en iscenesættelse af ham, der passer graven, sætter blomster og græder. Derefter en scene hvor han ringer til Johnny og klager over, at han ikke svarer ham, telefonopkaldet også iscenesat. Derefter en scene i Kandis fanklub, hvor en dame optager denne telefonsvarerbesked og gemmer den på et bånd sammen med 10-12 andre lignende, som Johnny nok aldrig kommer til at røre.
Søren Strøm sælger sin bil for at tage til Costa Del Sol på et turistet hotelværelse og klippes sammen med Johnny, der spiller golf med Brian Mikkelsen. Forskellen er tydelig, men snydt sig til. Filmen er ikke på niveau med sine subjekter, ikke nok i hvert fald. Er filmen produceret til nogen andre end mig i kultureliten? Den er i hvert fald ikke særlig interesseret i at grave ned i andet end det her Messias-forhold, der bliver tydeligst i koncerternes slow motion segmenter, hvor underlægningsmusikken er det stik modsatte end Kandis, men art-dokumentarens (eller nok bare filmskoledokumentarnes) strygere, der gør fansene til trance-dyr.
Flere af historierne er så interessante, men andre (især gravpasseren, fan fiction skriveren og de tre brødre) er så iscenesatte og nærmest ydmygende, at de bliver patetiske, at man ynker dem. Skal folk der hører Kandis ynkes? Hvorfor er det egentlig, at Kandis er så godt, at det fylder alt for nogle mennesker?
Det begyndte at gå galt cirka halvvejs inde i anden visning af 'Kandis for livet'. Jeg ville vise filmen for min mor, som elsker dokumentarer og den måde, hvorpå de kan give et indblik i andre menneskers liv. Vi er begge store fans af journalistiske personligheder som Søren Ryge, Johannes Møllehave og Anders Agger, der især er gode til at møde de mennesker, der lever på kanten, i øjenhøjde og med respekt. Den største forskel på os to er nok, at min mor ikke går lige så meget op i film som mig.
At påskønne filmens flotte håndværk – altså de spændende komponerede billeder, dygtige klipning og argumenterende dramaturgi – helt uden at sætte de store spørgsmålstegn er vidst kun noget os i letterboxd-segmentet kan finde ud af. Min mor ser lynhurtigt igennem filmens utallige iscenesættelser, der gjorde hende mere og mere mistroisk i løbet af filmen.
Jeg havde læst lidt om kritikken af filmen inden, om at Strøms rejse til Costa Del Sol var betalt af producenterne og at noget af Kandis-merchadisen var plantet af holdet. Det var selvfølgelig noget min mor let opdagede, mere provokeret blev hun af brødrene Fup, der på et tidspunkt danser rundt om et skinnende Nørrebro-plastic-juletræ med bemærkningen om, at sådan et slags træ ville de aldrig danse rundt om.
"Men hvad er der galt med at iscenesætte?" spørger jeg efter filmen og starter en spiel om, hvordan filmen frem for journalistik er et kunstværk, der gør pointer om døden, om det at knytte sig til noget for at komme igennem livet efter døden.
Mange af karakterne i filmen bliver igennem både håndværket og selve iscenesættelsen udstillet: En fan passer Kandis-Johnnys afdøde kones grav, fortæller han tydeligt berørt. Vi klipper til en iscenesættelse af ham, der passer graven, sætter blomster og græder. Derefter en scene hvor han ringer til Johnny og klager over, at han ikke svarer ham, telefonopkaldet også iscenesat. Derefter en scene i Kandis fanklub, hvor en dame optager denne telefonsvarerbesked og gemmer den på et bånd sammen med 10-12 andre lignende, som Johnny nok aldrig kommer til at røre.
Søren Strøm sælger sin bil for at tage til Costa Del Sol på et turistet hotelværelse og klippes sammen med Johnny, der spiller golf med Brian Mikkelsen. Forskellen er tydelig, men snydt sig til. Filmen er ikke på niveau med sine subjekter, ikke nok i hvert fald. Er filmen produceret til nogen andre end mig i kultureliten? Den er i hvert fald ikke særlig interesseret i at grave ned i andet end det her Messias-forhold, der bliver tydeligst i koncerternes slow motion segmenter, hvor underlægningsmusikken er det stik modsatte end Kandis, men art-dokumentarens (eller nok bare filmskoledokumentarnes) strygere, der gør fansene til trance-dyr.
Flere af historierne er så interessante, men andre (især gravpasseren, fan fiction skriveren og de tre brødre) er så iscenesatte og nærmest ydmygende, at de bliver patetiske, at man ynker dem. Skal folk der hører Kandis ynkes? Hvorfor er det egentlig, at Kandis er så godt, at det fylder alt for nogle mennesker?
